Område
Limburgisk tales i de to provinser ved navn Limburg (een i Nederland og
een i Belgien; lige op ad hinanden), og i nogle få grænselandsbyer ved
det tyske Selfkant-område.
Der er mange forskellige Limburgiske dialekter; hver landsby eller by har
så og sige sin egen dialekt - forskellene volder dog ikke de store forståelsesproblemer
for limburgisk-talende.
Dialekterne som tales i de nordlige dele af nederlandsk Limburg betrægtes
ikke som limburgiske dialekter. Den nordlige sproggrænse kan grovt trækkes
med "ik-ich-isoglossen". I dette område falder flere dialektgrænser
sammen. Det samme gænder for vestgrænsen, i belgisk Limburg (ved
"Gete-linjen"). I østen er der en flydende overgang til de
rhinlandske dialekter (Kerkrade-Aken, Sittard-Selfkant, Venlo-Krefeld).
Historie
Navnet "limburgisk" for sproget i de to provinser Limburg er
relativt nyt. Sproget var navngivet efter provinsen som selv fik sit navn
i 1815. Provinsen som på dette tidspunkt stadig ikke var delt fik sit
navn af Kong Willen I. En anden mulighed var at navngive provinsen
(dengang: provincialstat) efter dets hovedstad: Maastricht. Dette skete
dog aldrig.
Generelt set deler limburgisk forfædre med både nederlandsk og tysk, og
det repræsentere en overgangsdialekt mellem de nederfrankiske dialekter i
vesten (Nederland) og de centralfrankiske dialekter i østen (Tyskland).
Limburgisk fungere derfor som et forbindingsled mellem tysk og nederlandsk
og det er også den fornemmelse man får fra middelalderske arkivalia
(beretninger og dokumenter fra beretninger fra Alden, Biezen, Maastricht,
Sittard osv.) lige så vel som fra litterære tekster såsom
Henric-van-Veldeke-værket, de-Aiol-fragmenterne, de limburgiske praediker
og diverse limburgisk-ripuariske udgaver af den sene middelaldernovelle
Heinric en Margarete van Limburg. Med Henric van Veldeke som kardinalfigur
var limburgisk det ældste dominerende variant af den nedertyske
sproggruppe - men med opkomsten af brabantisk i løbet af det 13. århunderde
blev limburgisk skriftkultur efterhånden marginaliseret i Nederlandene.
Det er ikke muligt præsist at fastlægge sprogets levetid, men de
tidligste nedskrevne former går tilbage til 1170 med værket Henric van
Veldeke.
Lingvister går ud fra at de sproglige forskelle mellem de forskellige
dele af Limburg i dag er meget større end de var førhen.
Dialektforskellene var minimale omkring år 1200 - men herefter har
forskellene vokset sig større til den nutidige situation pga. mindre
interregional kontakt.
Antal talende
Undersøgelser har vist at ca. 75% af indbyggerne i nederlandsk Limburg
kan tale sproget; dette svarer til ca. 900.000 talende ud af en befolkning
på 1.200.000. Antallet af talende er større sydpå og mindre i de
nordlige egne og i byen Heerlen. Antallet af talende i belgisk Limburg med
675.000 indbyggere kendes ikke eksakt. Det tales i hele provinsen, men er
begrænset til et mindre antal situationer.
Status
Siden 1997 har det limburgiske sprog været anerkendt som et regionalsprog
af den nederlandske regering, ifølge artikel 2, paragraf 1 i det europæiske
sprogregelsæt for regional og minoritetssprog. Som en følge af dette har
den nederlandske regering forpligtet sig selv til at beskytte og promovere
sproget, selvom der ikke er aftalt noget specifik dagsplan.
I henhold til socialstatus er situationen meget lysere for limburgisk end
for mange andre regionalsprog. Ikke kun almindelie folk, men også
middelstanden og eliten taler limburgisk.
Offentlige tjenester
Limburgisk bruges ofte som omgangssprog i kommune- og provinsbestyrelsen
(svarer til amtsbestyrelse). Det bruges desuden også i kommunikationen
mellen de offentlige myndigheder og borgerne. Dette er en ønskelig
situation da det minsker afstanden mellem myndighed og borger.
Limburgisk bruges ikke officielt i katolske kirker, da dette er de
romsk-katolske autoriteters politik. Dog bruges sproget i hele provinsen
til messe- og almen kirkelige tjenester, især ved juletid, karnevaller og
lokale helligdage.
Sproget bruges også på sygehusene, i plejesektoren og i udgivelsen af
kommerciel og kulturel information. Telefonister og receptionsmedarbejdere
indenfor handel og industri, såvel som indenfor politiet og biblioteksvæsenet
taler limburgisk hvis klienten ønsker det.
Uddannelse
Der er ingen provincial uddannelsesprogram til at undervise i sproget, men
limburgisk bruges ofte i klasserne som omgangssprog. På lokalniveau er
der mindre projekter, såsom i Maastricht, hvor der er blevet udviklet et
limburgisk uddannelseskursus. Der er gjort tidligere erfaringer i dette
felt, som et resultat af det såkaldte "Kerkrade-projekt", hvor
sprogsituationen i Kerkrade blev undersøgt med henblik på undervisning i
folkeskolerne.
Medier Regionale og lokale radiostationer, reklameannoncer i provinciale
aviser og magasiner bruger ofte og frit limburgisk. Også den regionale
tv-station L1 har adskellige programmer på limburgisk.
Diverse Limburgisk spiller også en stor rolle i kulturlivet. Sproget er
blevet brugt i popmusik for årtier - og med stor succes; ikke alene i
provinsen men også udenfor, hvor nogle musikere har opnået national
erkendelse. Udover dette er der en udbredt tradition for limburgisk
sproget kabaret. Traditionen strækker sig fra meget populære stile såsom
karnevalsunderholdning til mere seriøse former for kabaret.
