Limburgisk

Genealogisk klassifikation
Indo-europæisk / germansk / vestgermansk / midt-rhinlandsk

Område
Limburgisk tales i de to provinser ved navn Limburg (een i Nederland og een i Belgien; lige op ad hinanden), og i nogle få grænselandsbyer ved det tyske Selfkant-område.
Der er mange forskellige Limburgiske dialekter; hver landsby eller by har så og sige sin egen dialekt - forskellene volder dog ikke de store forståelsesproblemer for limburgisk-talende.
Dialekterne som tales i de nordlige dele af nederlandsk Limburg betrægtes ikke som limburgiske dialekter. Den nordlige sproggrænse kan grovt trækkes med "ik-ich-isoglossen". I dette område falder flere dialektgrænser sammen. Det samme gænder for vestgrænsen, i belgisk Limburg (ved "Gete-linjen"). I østen er der en flydende overgang til de rhinlandske dialekter (Kerkrade-Aken, Sittard-Selfkant, Venlo-Krefeld).

Historie
Navnet "limburgisk" for sproget i de to provinser Limburg er relativt nyt. Sproget var navngivet efter provinsen som selv fik sit navn i 1815. Provinsen som på dette tidspunkt stadig ikke var delt fik sit navn af Kong Willen I. En anden mulighed var at navngive provinsen (dengang: provincialstat) efter dets hovedstad: Maastricht. Dette skete dog aldrig.
Generelt set deler limburgisk forfædre med både nederlandsk og tysk, og det repræsentere en overgangsdialekt mellem de nederfrankiske dialekter i vesten (Nederland) og de centralfrankiske dialekter i østen (Tyskland). 
Limburgisk fungere derfor som et forbindingsled mellem tysk og nederlandsk og det er også den fornemmelse man får fra middelalderske arkivalia (beretninger og dokumenter fra beretninger fra Alden, Biezen, Maastricht, Sittard osv.) lige så vel som fra litterære tekster såsom Henric-van-Veldeke-værket, de-Aiol-fragmenterne, de limburgiske praediker og diverse limburgisk-ripuariske udgaver af den sene middelaldernovelle Heinric en Margarete van Limburg. Med Henric van Veldeke som kardinalfigur var limburgisk det ældste dominerende variant af den nedertyske sproggruppe - men med opkomsten af brabantisk i løbet af det 13. århunderde blev limburgisk skriftkultur efterhånden marginaliseret i Nederlandene. Det er ikke muligt præsist at fastlægge sprogets levetid, men de tidligste nedskrevne former går tilbage til 1170 med værket Henric van Veldeke.
Lingvister går ud fra at de sproglige forskelle mellem de forskellige dele af Limburg i dag er meget større end de var førhen. Dialektforskellene var minimale omkring år 1200 - men herefter har forskellene vokset sig større til den nutidige situation pga. mindre interregional kontakt.

Antal talende
Undersøgelser har vist at ca. 75% af indbyggerne i nederlandsk Limburg kan tale sproget; dette svarer til ca. 900.000 talende ud af en befolkning på 1.200.000. Antallet af talende er større sydpå og mindre i de nordlige egne og i byen Heerlen. Antallet af talende i belgisk Limburg med 675.000 indbyggere kendes ikke eksakt. Det tales i hele provinsen, men er begrænset til et mindre antal situationer.

Status
Siden 1997 har det limburgiske sprog været anerkendt som et regionalsprog af den nederlandske regering, ifølge artikel 2, paragraf 1 i det europæiske sprogregelsæt for regional og minoritetssprog. Som en følge af dette har den nederlandske regering forpligtet sig selv til at beskytte og promovere sproget, selvom der ikke er aftalt noget specifik dagsplan.
I henhold til socialstatus er situationen meget lysere for limburgisk end for mange andre regionalsprog. Ikke kun almindelie folk, men også middelstanden og eliten taler limburgisk.

Offentlige tjenester
Limburgisk bruges ofte som omgangssprog i kommune- og provinsbestyrelsen (svarer til amtsbestyrelse). Det bruges desuden også i kommunikationen mellen de offentlige myndigheder og borgerne. Dette er en ønskelig situation da det minsker afstanden mellem myndighed og borger.
Limburgisk bruges ikke officielt i katolske kirker, da dette er de romsk-katolske autoriteters politik. Dog bruges sproget i hele provinsen til messe- og almen kirkelige tjenester, især ved juletid, karnevaller og lokale helligdage.
Sproget bruges også på sygehusene, i plejesektoren og i udgivelsen af kommerciel og kulturel information. Telefonister og receptionsmedarbejdere indenfor handel og industri, såvel som indenfor politiet og biblioteksvæsenet taler limburgisk hvis klienten ønsker det.

Uddannelse
Der er ingen provincial uddannelsesprogram til at undervise i sproget, men limburgisk bruges ofte i klasserne som omgangssprog. På lokalniveau er der mindre projekter, såsom i Maastricht, hvor der er blevet udviklet et limburgisk uddannelseskursus. Der er gjort tidligere erfaringer i dette felt, som et resultat af det såkaldte "Kerkrade-projekt", hvor sprogsituationen i Kerkrade blev undersøgt med henblik på undervisning i folkeskolerne.

Medier
Regionale og lokale radiostationer, reklameannoncer i provinciale aviser og magasiner bruger ofte og frit limburgisk. Også den regionale tv-station L1 har adskellige programmer på limburgisk.

Diverse
Limburgisk spiller også en stor rolle i kulturlivet. Sproget er blevet brugt i popmusik for årtier - og med stor succes; ikke alene i provinsen men også udenfor, hvor nogle musikere har opnået national erkendelse. Udover dette er der en udbredt tradition for limburgisk sproget kabaret. Traditionen strækker sig fra meget populære stile såsom karnevalsunderholdning til mere seriøse former for kabaret.

Oversat til dansk af Kenneth Rohde Christiansen som en del af Lowlands Talk-projektet