Område og dialekter Det er westerlauwer-frisisk der menes når de fleste siger
"frisisk". Westerlauwer-frisisk (Westerlauwersk Frysk, frisisk
vest for floden Lauwer) tales I den nederlandske provins kaldet Frisland
(Friesland/Fryslân) og I de vestlige områder af den nærtliggende
provins Groningen. Udenfor Nederland går disse dialekter oftest unden
navnet "vestfrisisk", men I Nederland bruges dette navn til at
referere til visse stærkt frisisk-inspirerede nederlandske dialekter.
Saterfrisisk (Seeltersk) som tales i Saterland
(Seelterlound), et sted beliggende i Cloppenburg-regionen i den tyske
delstat Niedersachsen, er i vid udstrækning forståeligt for nederlandske
frisere.
Nordfrisiske dialekter tales i regionen Nordfriesland ved
vestkysten af den tyske delstat Slesvig-Holsten (Schleswig-Holstein), et
område som skiftevis har hørt til Danmark og Tyskland. Der tales også
en nordfrisisk dialekt lige under mundingen på Elbe-floden, på øen
Helgoland, som har hørt under det britiske samt det tyske styre.
Tosidet forståelighed mellem de nordfrisiske fastlands-
og ødialekter er lav, ligesom den tosidede forståelighed mellem
nordfrisisk på den ene side og saterfrisisk og westerlauwerfrisisk på
den anden. De ø-nordfrisiske dialekter er heller ikke letforståelige
blandt hinanden med undtagelsen af talerne på øerne Amrum og Føhr, som
forstår hinandens dialekter uden de store problemer. Frisisk, især
westerlauwerfrisisk lever stadigt i nogle emigrantsamfunde, især i
Nordamerika.
Historie De frisiske folk mistede I det sjette til ottende århundrede alt
politisk uafhængihed. Dog holder mange af de stadig eksisterende
samfunde, inkl. nogle nogle som ikke længere taler det frisiske sprog,
fast ved deres frisiske identitet og traditioner. Det oprindelige frisiske
tilhørsted menes at være området mellem IJsselmeer (et hav i nederland)
og Weser-floden (i nordtyskland). Det frisiske sprog og kultur spredte sig
herfra langs nordsøkysten fra hvad der i dag er det nordlige belgien til
sønderjylland. Størstedelen af dette engang sammenhængende område er
ikke længere frisisk talende; frisisk er i disse områder blevet
erstattet af nederlandsk-flemisk, zeelandsk (Zeêuws), nedersaksisk
(nedertysk, plattysk), højtysk, sønderjysk (synnejysk) og rigsdansk.
For længe siden blev frisisk i områderne Emsland i Østfrisland
(Ostfriesland) og de nordlige dele af Oldenburg (begge i den tyske delstat
Niedersachsen) erstattet af nedersaksisk (som nu i stor udstrækning er
blevet erstattet af højtysk). Til forundring overlevede en lille del af
det østfrisiske sprog syd for Østfrisland i området Saterland i
regionen Cloppenburg. Nu kendt som saterfrisisk, ankom sproget her via
romske katolikker for søgte ly for den lutherianske reformation mens den
fejede gennem Frisland.
Indtil for relativt nyligt var denne isolerede gruppe af
talere - anset som Europas mindste sprogenklave - i stor udstrækning ikke
klar over at de var af frisisk nedstamning og at de talte en frisisk
dialekt.
Det menes af frisisk først var introduceret til den
vestlige kyst og øerne i Slesvig-Holsten omkring år 700 og blandede sig
med lokale germanske dialekter som det på dette stadie stadigt var forståeligt
med. De nordfrisiske fastlands- og vaddehavsøsdialekter antages af repræsentere
en immigrationsbølge som fulgte to eller tre århundrede senere.
Ligesom deres saterlandske fætre, var ønordfrisere
rimeligt isolerede og ikke klar over at de var frisiske. Før i tiden anså
de fastlandsbefolkningen som nordfrisere og identificerede demselv og
deres dialekter kun med de omliggende øer.
Indtil omkring 1500 var frisisk det dominerende sprog i de
fleste frisiske områder. Derefter, blev frisisk mere og mere erstattet af
nedersaksisk og nederlandsk i Nederland, og først ved nedersaksisk og
senere højtysk I hvad der nu er Tyskland. Frisisk blev med tiden
overskygget og store dele blev erstattet med de officielle sprog som blev
brugt I administrationen, uddannelsen og religionen. For lang tid
fungerede det som et uofficielt omgangssprog.
I de fleste områder, især i byområder mistede det også denne status da
flere og flere ikke-frisere flyttede hertil.
Under indflydelse af Gysbert Japicz og romantikken
begyndte man i det 19'ende århundrede atter at interessere sig for
frisisk som tale- og skriftsprog. Disse aktiviteter blev samlet i bl.a.
"Fryske Beweging" (Den frisiske bevægelse), og ledte til en
betydende mængde litterær frisisk aktivitet, for det meste i det
nordlige Nederland, men også I nogle nordfrisiske samfunde som yderligere
var inspireret af lignende nedersaksiske bevægelser.
I 1879 blev de westerlauwerske dialekter standardiserede
med følgevirkningen af westerlauwerfrisisk i det tyvende århundrede blev
anerkendt som sekundært sprog i Nederland. Ikke mindst fordi
standardiseringen gjorde af mange frisisksprogede bøger blev udgivet og
at sproget igen langsomt gjorde et indtog i medierne. Med tiden blev
sproget også tilladt i retssalene og i de mindre klasser. Samtidigt
mistede de tyske frisiske dialekter mere og mere terræn. De fleste kan
anses som truede selvom grønde omsorg, status som officielle
minoritetssprog og forsigtige uddannelsesaktiviteter. ([tilføjelse] I dag
findes der kun een skole som udover dansk benytter frisisk som
undervisningssprog og denne ligger I Risum).
Antal talende Den nederlandske provins Frysl^an har mere end 600.000 indbygger, hvor
af cirka 450.000 kan tale frisisk. Omkring 350.000 benytter det som
modersmål. Skønnet af frisisktalende i provinsen Groningen er 3.000. En
markedsundersøgelse foretaget I 1994 viste af 94% at frislands befolkning
kan forstå frisisk, 74% kan tale det, 65% kan læse det og 17% kan skrive
det. De westerlauwerfrisisk talende former et (stort) flertal på landet
og en (meget lille) mindertal i byerne, på vaddeøerne og i
Stellingwerven (hvor der oprindelig tales en nedersaksisk dialekt).
Frisisk bevisthed og officiel status i Saterland bærer tilsyneladende
frugt. Antallet af talende er lille - ca. 2000 - men ser ud til at være
voksende!
Af de ca. 156.000 indbyggere i Nordfrisland anser ca. 50.000 sig selv som
frisere og ca. 10.000 er flydende i en form for frisisk dialekt.
Status Frisland har officielt været en (frisisk og nederlandsk) tosproget
provins for nogle få årtier nu. I 1996, blev det europæiske sprogregelsæt
for minoritets- og regionalsprog ratificeret af Nederland, hvorunder
frisisk blev anerkendt ifølge paragraf III (48 muligheder for
sprogbeskyttelse). I 2001 blev en covenant for frisisk sprog og kultur
mellem de nederlandske myndigheder og provinsen Frisland underskrevet.
Dette dokument er implementeringen af ovennævnte EU-regelsæt. I 1995
blev det officielt tilladt at tale frisisk ved lokale og provinciale
sammenkomster. Siden 1997 er det også tilladt at benytte frisisk for
retten, selvom dette længe uofficiel har været tilladt. Som et resultat
af et antal retsændringer i de senere år er officielle papirer på
frisisk som en tommelfingerregel altid gyldig.
I 1980 blev westerlauwerfrisisk et fag i folkeskolen
(basisschool) og i 1993 også i de første fem år på overbygningen (het
voorgezet onderwijs). Allerede I 1970'erne kunne Frylâns studenter vælge
frisisk som eksamensemne på overbygningen og på lærerseminariet. De
provincielle myndigheder og diverse kommuner er begyndt at sikre lige
rettigheder mellem frisisk og nederlandsk. I de seneste ti år er der nu
fire landkommuner hvor det officielle stednavn er frisisk. Næsten alle
kommuner på fastlandet har tosprogede kommuneskilte. "Fryslân"
(i stedet for ndl. "Friesland") er nu det officielle navn for
provinsen.
Også i Tyskland er det europæiske sprogregelsæt for
minoritets- og regionssprog blevet ratificeret. De federale myndigheder og
den relevante delstat (land) og regionale myndigheder er derfor forpligtet
det at beskytte og hjælpe til med at promovere frisisk. Dog er faktummet
at tysk frisisks små, stærkt afvigende dialekter og mangel på
standardisering står i vejen for seriøs støtte. For at støtte
kommunikaiton og enshed mellem de frisiske dialekter I Nordfrisland,
streber enkelte forfatterkredse på at lade fastlandsdialekten i Mooring
(Bökingharde) fungere som lingua franca for hele Nordfrisland.
Offentlige tjenester Generelt set kan frisisk talende bruge deres eget sprog i kontakt med
offentlige myndigheder, da provinserne og delstaterne har gjort dette
muligt. Officielle dokumenter synes dog stadigt kun at blive udgivet på
nederlandsk og tysk, respæktivt; meget sjældent på frisisk eller
tosproget. Ved retten er det tilladt for alle parter, inkl. forsvarer og
vidner, at tale frisisk. Retten kan udpege en tolk hvis dette er nødvendig.
Retten i Frisland accepterer civile sager/anklagemål indsendt på
westerlauwerfrisisk, men dette kan give problemer hvis der appeleres til
en højere retsindstans. Dokumenter udgivet alene på frisisk er
indtilvidere ikke retslig bindende, men dette forventes de at blive i løbet
af 2002.
Offentlig skiltning på være på frisisk, nederlandsk/tysk eller
tosproget, afhængig af kommunernes valg.
Uddannelse I Frisland findes der et lille antal børnehaver hvor omgangssproget
alene er frisisk. Siden 1980 er der blevet undervist i frisisk på alle
provinciale folkeskoler (basisscholen), både offentlige og private. På
ca. 80% af disse skoler bliver frisisk brugt som læse-/undervisningsmateriale,
sideløbende med nederlandsk. Der er ingen skole hvor undervisningen
udelukkende foregår på frisisk. Dog findes der 7 skoler som
eksperimentere med tresproget undervisning: frisisk, nederlandsk og
engelsk.
Det er også muligt at benytte westerlauwerfrisisk som
undervisningsmedium for visse emner på overbygningen (voortgezet
onderwijs), men denne mulighed udnyttes sjældent. Der er ingen
overbygning hvor undervisningen udelukkende foregår på frisisk. Sproget
er her en af de ca. 6-7 eksamensfag man kan vælge.
Siden 1993 har westerlauwerfrisisk været et obligatorisk
fag på første år på overbygningen. De to lærerseminarier i Frysl^an
skal tilbyde frisisk som fag. Dette gør at studenter af og til må leve
med frisiskundervisning. Herved er de kvalificerede til at undervise i
frisisk i folkeskolen. Lærer som ønsker at undervise i faget på
overbygningen har selvfølgelig brug for yderligere undervisning. Dette
kan man læse deltid i Ljouwert/Leeuwarden og på Universiteit Groningen
(eet år fuldtids) efter at have studeret sproget som hovedfag på
Universiteit Groningen eller universiteter i Amsterdam. I Leiden kan
frisisk vælges som tilvalgsfag. er er desuden et stort netværk af kurser
i frisisk som en del af voksenundervisning (svarende til VUC, HF) med mere
end tusind elever.
Nogle skoler I Tysklands frisisk talende samfunde tilbyder
undervisning i diverse frisiske dialekter. Frisiske studier i Tyskland er
tilbudt hos Nordfriisk Instituut (Nordfrisisk fakultet) i Bräist/Bredstedt,
ved universiteterne i Kiel og Flensborg.
Medier Der bliver sendt 37 timer frisisk sproget fjernsyn årlig på de
nationale kanaler: hver søndag et halv time (på Ned. 1) og tyve minutter
hver uge for skoleradio og skoletv (hver onsdag). Den regionale
radiostation "Omrop Fryslân" sender hver dag een times tv
(dette bliver genudsendt hele aftenen, og en gang til følgende morgen).
Omrop Fryslân sender også 80 timer med frisisk radio hver uge.
Der er ingen udelukkende frisisksprogede aviser. Aviser har en tendens til
at bringe frisisksprogede artikler på kulturelle områder, og i
nederlandsksprogede artikler er frisere ofte citeret i deres eget sprog.
Frisisk har en tradition for sjældent og sparsomt at blive brugt i
nordtyske medier. Nogle lokale aviser og nyhedsbreve bringer
frisisksprogede artikler og kolonner. Der er et rimeligt stort litterært
produktion i westerlauwerfrisisk. Produktionen i de andre varianter er væsentlig
mindre.
Der er adskellige frisiske museer, biblioteker, arkiver og
kulturcentre i begge lande. Der er een professionel frisisk teatergruppe
som tiltrækker rimelig mange besøgende. De fleste byer og landsbyer i
Frisland byder på amatørdramagrupper og der er også diverse amatørteatre
i Tyskland. Der er desuden produktion af westerlauwerfrisiske musik-cd'er
og på det seneste også film.
Skrevet af Ron F. Hahn og Mathieu van Woerkom og oversat til dansk af Kenneth Rohde Christiansen
som en del af Lowlands Talk-projektet
